Teknoantropologi er en tværfaglig bachelor- og kandidatuddannelse (BSc. og MSc.) på Aalborg Universitet, der kombinerer tekniske fagområder med antropologi og andre social-videnskaber. Uddannelsens overordnede fokus er menneskers forhold til teknologi og omvendt.
På uddannelsen arbejder de studerende problemorienteret med spørgsmål som fx: Hvordan påvirker en konkret teknologi mennesker? Hvordan kan brugere få indflydelse på udviklingen af konkrete teknologier? Dette betyder at virksomhederne får et udbytte af et produkt som ikke er udviklet til, men for brugeren.
Implementering og udvikling af ny teknologi rummer store potentialer for virksomheder og offentlige myndigheder mv., men er ikke uden udfordringer. Fx kan teknologisk innovation give anledning til uoverensstemmelser mellem faggrupper, misforståelser blandt brugere og resultere i uforudsete eller overraskende konsekvenser, både positive og negative.
Teknoantropologer bliver uddannet til at kunne arbejde og navigere i komplekse netværk og relationer, hvor teknologi spiller en central rolle. De kan medvirke til at omkalfatre opbrudte netværk og relationer, de kan fungere som brobyggere mellem forskellige interessenter, og teknoantropologer kan aflæse og rådgive om forskellige brugerperspektiver.
Uddannelsen udbydes i København og Aalborg. I København arbejdes der særligt inden for områderne: Medicin og biovidenskab, automatisering og omstilling inden for produktions-, fødevare, velfærds- og sundhedsområderne samt infrastruktur – herunder big data.